Kropsterapi virker indefra

I dette indlæg vil jeg forklare om forskellen mellem psykoterapi og kropsterapi. 

Kort fortalt så virker psykoterapien udefra og ind, mens kropsterapien virker indefra og ud. Men hvad betyder det egentlig?

Jeg har lagt mærke til, både hos mig selv og mine klienter, at man får en masse intellektuelle indsigter og aha-oplevelser gennem samtaleterapi. Man lærer en masse om sine mønstre, hvordan de er blevet til og hvordan man kan ændre det. Ofte laver man også øvelser, og nogle psykoterapeuter er gode til at lære klienten at mærke efter, hvor i kroppen følelsen sidder. Alt sammen meget vigtigt for klientens udvikling. 

Jeg har stor respekt for både psykologi og psykoterapi, for det har absolut sin berettigelse og kan få mennesker rigtig langt og redder mennesker fra store livskriser. Hver ting til sin tid. Jeg har selv haft stor glæde af begge dele, inden jeg (af en psykoterapeut) blev henvist til en Body-sds Kropsterapeut og senere selv faldt over og faldt pladask for Omnitherapy. Såvel min egen personlige vej som mine erfaringer som Kropsterapeut har dog vist mig, at uden at få kroppen og dens hukommelse og reaktioner med i spil under trygge rammer, så vil der altid være noget “der gnaver”. Kroppen vil reagere fysisk, og mønstrene vil dukke op igen, når du bliver presset nok. 

Ord og mental bearbejdning alene hjælper ikke på kroppens hukommelse. Og kroppen husker alt! Så når du igen står i den gammelkendte situation, så får du endnu engang alle de kendte fysiske reaktioner (hjertebanken, sitren, glemmer at trække vejret, får smerter, ryger op i hovedet osv.), og det er en kamp ikke at havne i det samme gamle mønster igen.   

Lad mig give dig et eksempel

Malene på 32 har en mor, som aldrig har taget ansvar for sit eget liv, og derfor blev alle hendes egne bristede ambitioner nogle, som Malene skulle udleve for hende. Når Malene, både som barn og som voksen, ikke levede op til  moderens standarder, blev hun mødt med skyld og skam, manipulationer og kulde, i en grad så hun faktisk var bange for at sige sin mor imod. 

Under terapi blev hun opmærksom på alt dette, og at hun var nødt til at tage ansvaret selv. Hun tog en time out fra moderen i et par måneder, hvilket skræmte hende fra vid og sans. Den dag, hun skriftligt gav moderen besked om pausen, lå hun sammenkrøllet i sin seng i sin lejlighed med slukket lys hele aftenen, fordi hun hun var bange for, at moderen ville troppe op og enten være meget vred eller et meget ynkeligt offer. Det magtede hun ikke.

Pausen var god for Malene. Hun fik gjort sig en masse tanker om sit liv, hun fik talt en masse igennem med sin terapeut, og hun lærte at mærke hvad hun kunne lide.

Det var en vigtig proces, som lærte hende meget. Men senere i livet måtte Malene indse, at hun stadig ikke kunne sige fra overfor sin mor. Hun blev stadig lammet af frygten for afvisning, skyld og skam og en dag begyndte hun at få fysiske smerter.. 

Malene kom til mig på grund af hendes smerter og en fornemmelse af, at det ikke kun var fysisk. På min briks, arbejdede vi med de smerter hun havde i kroppen og hendes forhold til moderen. Så kom tårerne, og hun mærkede den velkendte angst i hele sin krop. På min opfordring gav hun angsten lov til at være der, gav den plads i kroppen. Hun hulkede og rystede, med mig ved sin side, lige til det hele stilenede af igen. For det gør det altid. 

Bagefter var hendes krop “fuld af liv og bobler”, den føltes stor og stærk og glad. Med denne følelse i kroppen lavede vi en mental rejse tilbage til lejligheden med det slukkede lys og angsten for at moderen skulle dukke op. Med den nye fylde, styrke og glæde i kroppen var hun nu i stand til at ændre situationen radikalt. Hun tændte lyset, gjorde de ting hun plejede at gøre, indtog sin lejlighed. Følelsesmæssigt var hun spændt på, hvordan det ville gå med pausen, og hvordan hendes mor ville reagere. Men hun var ikke lammet af frygt – hun var tilfreds med sin beslutning og forventningsfuld, og hun kunne mærke det i hele sin krop. 

Efter denne session følte hun ikke længere angst, når hun modsagde sin mor eller på anden måde tillod sig at fylde. Hun havnede ikke længere i det samme mønster. Og det skyldtes, at hun denne gang OGSÅ havde taget snakken med sin krop. 

Indefra og ud!

Behøver jeg at fortælle, at Malenes krop takkede hende ved at lade de fysiske smerter forsvinde igen?

I mine næste indlæg vil jeg fortælle mere om, hvorfor og hvordan det er, at kroppen lagrer og husker alt. 

Hav en skøn dag 🌞

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *