Sisse Plesner

Body-sds kropsterapeut Sisse Plesner

Om mig

Jeg er uddannet Kropsterapeut fra Body-sds 2006-2009 og Omnitherapy 2013-2015 med egen klinik siden 2008. Født 1969, gift med Dan og mor til Frans.

Jeg har mærket på min egen krop, når den ikke virker, som den skal. Når den knager og knirker. Når den smerter i en grad, så det går ud over både livskvalitet og arbejde, og når den bare er følelsesløs og lukket ned. Jeg har oplevet, hvordan min krop og mit levede liv hænger uløseligt sammen. Og jeg har erfaret, hvor centralt og livgivende åndedrættet er for både krop og sjæl.

Jeg har selv fået uvurderlig hjælp gennem både Body-sds og Omnitherapy. Derfor brænder jeg i dag for, med de samme værktøjer, at hjælpe andre til at forstå deres krops signaler, arbejde med dem og opnå selvkærlighed, styrke, overskud og frihed.

Med Body-sds har jeg lært at mærke min krop. Den smerter, den kilder, og så summer den og føles helt levende. Det er pragtfuldt at ligge der og mærke hver en milimeter arbejde godt hjulpet på vej af åndedrættet. Og det er skønt at mærke forløsningen af spændinger og åbningen til psykisk bagage, når kroppen slipper.  Jeg har lært min krop godt at kende og lært at trække vejret helt ned i maven.

Med Omnitherapy blev jeg aktiv medskaber i min proces/helbredelse. Det har gjort en verden til forskel for resultatet, nemlig en varig ændring af mit liv, min styrke, min stolthed, min kærlighed og mit fundament. Der ligger desuden en positiv livsanskuelse i Omnitherapy, som jeg er helt vild med – der findes ingen dårlige følelser, og der er en gave i alt, hvad vi kommer med. Vi er alle født med et sæt kvaliteter, der, i løbet af livet, er kommet ud af balance, og dem arbejder vi sammen på at afbalancere igen.

Gaven

Jeg elsker at arbejde med kroppe, sjæle og de blokeringer og gaver, der ligger begravet i dem. Hver enkelt klient er en gåde, som bare venter på at blive løst – og forløst. Hver klient er unik og har sit eget tempo, og det har jeg den største respekt for. Jeg føler mig ydmyg, stolt og glad over at få lov til at hjælpe mine klienter, lige der hvor de er, på deres præmisser, og se dem få kontakt med deres kroppe og gaver og blomstre op påny.

Jeg elsker at se en klient gå ud ad døren med en konstruktiv følelse i kroppen, en dyb ændring af sit forhold til fortid og smerter og dermed en gennemgribende ændring af sin måde at agere på og forholde sig til sit liv fremover. Og jeg bliver gang på gang forundret over, hvor kroppen bringer os hen. Vores kroppe er klogere, end vi tror!

Min faglige baggrund

Jeg er oprindeligt uddannet i Kommunikation og Internationale Udviklingsstudier fra RUC, 2000. Med denne baggrund arbejdede jeg i en periode som bl.a. Communications Specialist og Web-arkitekt, indtil min venstre skulder frøs og drejede mig i en helt anden retning. I 2006 begyndte jeg på Body-sds uddannelsen.

Senere, i 2013-2015, blev jeg uddannet i Omnitherapy, som er en smuk kombination af krops- og psykoterapi. Her opstår varige forandringer i mødet mellem de kropslige fornemmelser/sansninger og den mentale oplevelse.

Udover Omnitherapy og Body-sds har jeg taget en kropsterapeutisk overbygning, PassuSego Plus, hos to super dygtige Body-sds terapeuter. Her har jeg lært mere dybtgående om problemstillinger som piskesmæld, diskusprolaps, ledfrigørelser, tennis- og golfalbue, musearm, frossen skulder, ledbånds- og museskader, diffuse smerter osv. samt at arbejde intuitivt. Denne viden har jeg bl.a. brugt til at uddanne to hold kropsterapeuter på PassuSego grunduddannelsen.

Sidst men ikke mindst har jeg åbnet op for min spirituelle side ved at lære Thetahealing® Teknikken på seminarerne Basic DNA og Advanced DNA. Denne teknik er stadig under udvikling inden i mig – en stille og rolig modningsproces. Kroppen er stadig mit vigtigste værktøj til udvikling – men når spirituelle faktorer står i vejen for kroppens og sindets heling, så bruger jeg healingen.