Følgende råd hverken kan eller skal erstatte en lægekonsultation – hvis du har slået dit hoved og oplever gener, skal du gå til lægen!
Når det er sagt, så er der intet i mine råd, der på nogen måde kan forværre din hjernerystelse, tvært i mod. Så læs trygt videre.
-
Ro og hvile
Hjerne – Din hjerne har brug for ro, så begræns skærmtid og læsning – du kan nok selv mærke det, og det er vigtigt, at du tager det alvorligt, når det føles ubehageligt. Skær kraftigt ned, så du, til en start, nøjes med ganske få minutter dagligt.
Krop – Når kommandocentralen er i stykker, bliver kroppen stresset. Så lyt til din krop og sæt dens og din hjernes behov forrest. Gå langt uden om stress af enhver art (både stressende mennesker og situationer). Hold et lavt aktivitetsniveau og mange flere pauser, end du normalt ville. -
Bevægelse
Din krop skal bevæges. Men kun når du er klar til det. LYT TIL DIN KROP OG HJERNE – hvis du mærker ubehag, så hold pause igen og gør mindre næste gang. Gåture udendørs og indendørs er god bevægelse til den hjernerystede, men undgå tunge løft og høj puls.
-
Respektér din krops og hjernes budskaber
Hvis du anstrenger dig for længe (koncentration og bevægelse), og du føler ubehag, så hold pause til du er klar igen. Kritiser ikke dig selv for at være gået over stregen. Du gjorde dig en erfaring og har nu en målestok for, hvad og hvor meget, der er for meget. Næste gang gør du mindre.
-
Undgå stress
I min klinik oplever jeg ofte det mønster, at den svære hjernerystelse rammer mennesker, der i forvejen har levet med høj stress, sorg eller angst. Derfor, og selvfølgelig også pga. de krav selve hjernerystelsen stiller, så anbefaler jeg altid stressreducering. Fysisk arbejder jeg med åndedrætsøvelser. Men jeg kan også anbefale:
- Apps til mennesker med tinnitus – også selvom du ikke lider af dette – lyde, der udligner tinnitus, får din hjerne til at slappe af
- Apps med natur- og dyrelyde dæmper stressresponsen
- Guidede meditationer og meditationsmusik – f.eks. kropsskanninger samt Niels og Inge Ejes Musicure, som er skabt til at give beroligende afstresning og positive oplevelser. Sidstnævnte kan beviseligt reducere stress, angst, depression og søvnløshed.
-
Tålmodighed
Din hjerne har fået et ordentligt gok og er rystet. Hvis du er heldig, går det hurtigt over – men så sad du jo ikke her og læste mine råd. Du har brug for ro, og det kræver tålmodighed. Hjernerystelsen er ikke væk i morgen, så du kan lige så godt gå i gang med at øve ro og tålmodighed lige nu.
-
Tilgiv dig selv
Der er en vis sandsynlighed for, at du, allerede inden hjernerystelsen, havde meget mere pres på, end godt er. Derfor er det vigtigt, at du giver dig selv lov til at tage den med ro og tage ved lære af det, din hjerne fortæller dig. Det er virkelig okay, at du ikke kan så meget lige nu.
-
Søvn
Sørg for at få mindst 8 timers søvn i døgnet. Fra kl. 22 og frem til kl. 02 regenererer din krop allerbedst, og fra kl. 02 til 06 er det din psykes tur. Så sørg for at ligge i din seng med slukket lys senest kl. 22.
Bonusinfo – fra kl. 23 til 03 udskiller din krop betydeligt højere mængder væksthormon, kolesterolsænkende stoffer og leptin, som øger mæthedsfølelsen generelt, og derfor slanker det også at holde sengetiderne. Men kun hvis du sover i det tidsrum!
Hvis du er ramt på søvnen og ikke kan falde i søvn eller ligger søvnløs i løbet af natten, så har jeg flere gode råd til dig. Brug gerne natur- og dyrelyde, guidede meditationer og blid musik, når du skal sove. Se mine anbefalinger ovenfor under “Undgå stress” og læs videre nedenfor. -
Giv din hjerne gode byggesten
- Et godt vitamin B-kompleks
- En god fiskeolie
- Magnesium til natten (brug ikke magnesiumhydroxid, -oxid eller -carbonat)
- Chlorella (binder affaldsstoffer og tungmetaller i hjernen og skyller dem ud). Start med 1 pille tre gange dagligt i en uges tid, før du langsomt trapper op til 4×3. Hvis du starter for hårdt ud, bliver udrensnigsprocessen for hård og give dig hovedpine, og det har du ikke lyst til mere af.
- Adaptogene urter – tilpasser sig kroppens og hjernens behov og hjælper der hvor der er behov for det. Så hvis du har mere brug for ro, går urterne ind og dæmper stressresponsen, og har du brug for energi får du det. Groft sagt. I helsekostforretninger findes produkter, der kombinerer forskellige adaptogene urter til afhjælpning af stress.
- Gurkemeje og ingefærrod er godt for den inflammation, der opstår i hjernen efter en hjernerystelse. Brug lidt peber sammen med gurkemejen, ellers virker dens antiinflammatoriske egenskaber ikke. Jeg anbefaler ofte denne drik:
- Golden Milk – hak 2 cm gurkemejerod og 2 cm ingefærrod fint. Drys med lidt sort peber, hæld 1 liter vand over og kog i ca 10 min – si teen og drik hen over dagen. Du kan tilføje lakridsrod under opkogningen for smagens skyld – skal den være en rigtig golden milk, skal der også kokosmælk i, men det er ikke en nødvendighed for teens gode egenskaber.
Når du dagligt tilføjer disse byggesten, giver du din hjerne et godt fundament at rejse sig på igen.
-
Varme og sved
Forkæl dig selv med sauna og dampbad, hvor du får svedt affaldsstoffer ud af kroppen. Infrarøde saunaer er mest effektive, og der findes i dag mange modeller, som kan købes til hjemmebrug. Jeg har indkøbt et infrarødt saunatæppe til min klinik, som mine klienter kan købe sig til en 1/2 time i efter endt behandling. Det er en slags sovepose, som man lægger sig i med tyndt bomuldstøj på eller håndklæder omkring kroppen – så bliver man varmet igennem så sveder springer, og det er skøønt.
Hvis du orker, kan du læse mere om, hvad forskningen viser om saunaens lyksaligheder her.
-
Behandlinger og afbalancering
Find en behandler der har erfaring med hjernerystelser og respekterer din hjernes og krops behov for at gå roligt og blidt til værks. Hjerne, nakke og skuldre skal dræneres for lymfevæske, inflammation og affaldsstoffer. Både krop og sind skal kunne slappe af og bare være.Det kan næsten ikke undgås, at din nakke også bliver påvirket, når du får hjernerystelse. Derfor er det også en god idé at få løsnet dine nakkemuskler. Som jeg har nævnt et sted ovenfor, så er åndedrættet også en vigtig faktor at arbejde med, både for at give krop og hjerne ro, men også for at sætte gang i lymfevæskens bevægelse i hele dig, så affaldsstoffer renses ud og krop og hjerne vitaliseres.Alt dette kombineret med masser af tid og tålmodighed er topprioriteter, når jeg behandler mennesker med hjernerystelser. Oven i det anvender jeg altid en teknik til at afbalancere hjernebarken, og mine klienter melder om øget ro og samtidig en rar prikken/liv i “skallen” efterfølgende. Du kan booke en tid her.